Før du køber varmepumpe.

 

En varmepumpe kan være en særdeles god investering, især hvis den primære opvarmning foregår via el-varme.  Ikke mindst sommerhusejere har fået øjnene op for varmepumpen, og et stort marked åbner sig på godt og ondt.

 

Byggemarkeder og hvidevareforretninger tilbyder varmepumper til meget lave priser, men normalt uden installation og vejledning.  Personalet på disse salgssteder har ingen anelse om hvad det er de sælger, udover at den er god, fås ingen relevante oplysninger.  Energimærkning, som er påkrævet, da en varmepumpe er et køleanlæg, er sjældent oplyst.  Kølemiddelskat og KMO (kølebranchens bortskaffelses ordning) er helt ukendte begreber.  Garanti loves, men hvordan og hvor omfattende?

 

Mere korrekt og med fordel bør den potentielle køber henvende sig til det lokale autoriserede kølefirma, der påtager sig installation, fuld garantiforpligtelse og professionel rådgivning omkring væsentlige emner som kølemiddeltyper, kompressortyper, lydforhold, lagerhold af reservedele, nyttevirkning (COP), lovpligtig servicering af anlægget etc.  Prisen vil nok umiddelbart være højere, men formentlig billigere på lang sigt.  Levetiden for en luft/luft varmepumpe påregnes at være 15-20 år.

 

Af ovenstående fremgår, at der vil være overvejelser at gøre sig, nedenstående punkter er ment som en hjælp til et bedre beslutningsgrundlag.

 

1.        Energiklassifikation skal sammenlignes i flere driftpunkter – normalt opgives varmeeffekterne kun ved 7° omgivelsestemperatur.  Effekter ved nedennævnte temperaturer bør også oplyses af forhandleren.

-             2°C

-          -  7°C

-          -15°C

 

2.        Kølemidlet bør være R410A, som er det bedst egnede til                   varmepumpedrift p.t.

 

3.        Kompressoren bør være af inverter-typen, hvor energioptagelsen  tilpasser sig det til enhver tid værende varme/kølebehov, dette medfører langt færre stop/start af kompressoren og giver denne mindre slidtage og dermed længere levetid.  Inverterkompressoren vil give langt større energibesparelse end en on/off standard kompressor.

 

4.        Varmepumpen skal være tilpasset det strenge nordiske klima, d.v.s. forsynet med et effektivt afrimningssystem som kan fungere under belastende udetemperaturer.  Dårlige varmepumper afrimer ved hjælp af el-varme, der koster energikroner.

 

5.        Installationen foretages bedst af fagkyndige.  Køleinstallatører er professionelle fagfolk med autorisationsordning.  Kølemidler klassificeres i dag som kemikalie og skal håndteres miljørigtigt.

 

6.        Forkert håndtering med installationen kan være kostbar, en kompressor er dyr, anlæggets rør og samlinger skal være 100% tætte og trykprøves ved meget høje tryk, endvidere skal udformningen af rørinstallationen tilgodese olietilbageføring til kompressoren, manglende smøring giver kort levetid.

 

7.        Rørene, væske- & gasrør, skal være specielt indvendigt rensede kobberrør.  Begge rør skal være isolerede mod kondens med diffusionstæt isoleringsmateriale.

 

8.        Placering af inde- og udedel er meget afgørende for en effektiv og positiv oplevelse af varmepumpen.  Lad en fagmand afgøre placering.

 

9.        Garantien på varmepumpen er vigtig.  Hvor længe strækker garantien sig?  Hvorledes skal evt. reparationer foregå, vil forhandleren selv udbedre defekten på stedet eller skal du selv demontere anlægget og bringe det til forretningen? Du kan og må ikke selv røre ved selve kølekredsen.

 

10.     Bemærk at reparationer kun må udføres af personer der har fået den fornødne instruktion og øvelse i behandlingen af disse anlægstyper.  Autoriserede køleinstallatører besidder de krævede kvalifikationer. 

 

11.     Få ordentlig instruktion i brug af varmepumpen.

 

12.     Vælg et fabrikat der tilsikrer tilgængeligheden af reservedele, selv de  mest anerkendte fabrikater på markedet kan der opstå defekter i komponenterne.

 

13.     Lyd er et vigtigt parameter for udedelen såvel som for indedelen, vær opmærksom på hvorledes lyden er angivet.  Normalt er lyden oplyst som lydtryk Lp i dB(A) i en given afstand, men sjældent relateret til nogen anerkendt norm.

 

14.     For anlæg med kølemiddelfyldning over 1kg skal et årligt lovpligtigt eftersyn foretages af personer med kvalifikationer som nævnt i pkt. 10.

 

15.     Træf aftale med den lokale autoriserede køleinstallatør om servicering af anlægget inden du binder dig til endeligt køb.  Forvis dig om garanti og fremtidig service.

 

Når du har gennemlæst ovennævnte punkter kan det tilrådes at kontakte Teknologisk Institut – Center for køle- og varmepumpeteknik – se www.varmepumpeinfo.dkeller evt. tlf. 72202514.  Her vil du få en uvildig rådgivning og en oversigt over de produkter Instituttet har Systemgodkendt.